Visitation
Visitationsproces – det rette match
Vi har udviklet en visitationsproces, der sikrer, at vi kan vurdere, om der er et godt match – både i forhold til indsatser og ydelser, men især også mellem borger og bostøtte.
Når vi modtager en anmodning om at varetage en indsats, anmoder vi altid om relevante sagsakter, der beskriver borgerens ressourcer og udfordringer. Dette omfatter typisk en VUM 2.0-udredning og vurdering samt et udkast til en Bestilling af Social Indsats.
Hvis vi, på baggrund af det fremsendte materiale og eventuelt et besøg hos borgeren, vurderer, at der er et muligt match, udarbejder vi en målgruppevurdering med afsæt i VUM 2.0 og FFB. Her beskriver vi vores observationer, refleksioner og forslag til indsats samt et kontraktudkast. I målgruppevurderingen vil I få en beskrivelse af de aktuelle behov, vi identificerer, samt en vurdering af, hvilke ydelser og metoder fra vores ydelseskatalog der vil være relevante.
Inden opstart af indsatsen anmoder vi om den endelige Bestilling, så vi – med udgangspunkt i indsatsformål, indsatsmål og definerede ydelser – kan møde borgeren på bedst mulig vis.
Denne proces sikrer det bedste samarbejde med og omkring borgeren og danner grundlag for en målrettet og velfunderet indsats.
På opstartsmødet vil der deltage en faglig koordinator udover det personale, som skal udføre indsatsen. Dette er en del af indsatsen, man får hos SocialNetværket, fordi vi ønsker at sikre et gnidningsfrit og transparant samarbejde. Den faglige koordinators opgave er at forventningsafstemme og sikre at myndighed informeres, hvis indsatsen ikke efterlever de forventninger, der stillet til indsatsen. For eksempel hvis borgeren ikke ønsker støtten.
Personalekompetencer
SocialNetværket leverer indsatser med høj faglighed, da vores personale har relevante uddannelsesbaggrunde – herunder pædagoger, ergoterapeuter og sygeplejersker samt personale med relevant efteruddannelse. Derudover har vi tilknyttet psykologer, terapeuter og socialrådgivere, hvilket gør os i stand til at arbejde helhedsorienteret med borgerne.
Vores personale er certificerede i metoder som Recovery, CTI og ICM. Ligeledes har de kompetencer i neuropædagogiske og mentaliserende tilgange og dobbeltdiagnose-problematikker. Dette sikrer, at vores indsatser altid er evidensbaserede og af højeste kvalitet.
Vi vægter løbende opkvalificering højt og sikrer, at vores personale jævnligt får tilbud om kompetenceløft gennem relevante temadage og undervisning. Derudover modtager vores personale supervision af både en intern og en ekstern fagligt kvalificeret supervisor.
Dokumentation og opfølgning
Vores personale har modtaget undervisning i dokumentation med afsæt i VUM 2.0. Ligeledes udarbejdes statusnotater i SocialNetværkets egen statusnotatskabelon i overensstemmelse med VUM 2.0. Inden statusnotater sendes til myndighederne, gennemgås de af ledelsen, hvilket sikrer, at vi leverer anvendeligt og struktureret skriftligt materiale, der giver en fyldestgørende beskrivelse af indsatsen.
SocialNetværket sikrer, at hver indsats har en kvalificeret faglig koordinator, der varetager koordineringen og sikrer et effektivt samarbejde. Derudover tilknyttes en erfaren supervisor, som har ansvaret for at sikre, at den anvendte teori og metodik er korrekt, evidensbaseret og tilpasset indsatsen.
Der er inkluderet to statusnotater årligt i timeprisen.